Mor

Louis 1 år – et personligt brev

Kære Louis, min baby, min dreng. Velkommen til verden.


Ét år er allerede gået. Men hvilket år!
Der er så meget, jeg gerne vil fortælle dig og vise dig! Verden er så stor og du er så lille. Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at beskytte dig. Men jeg ved godt, at du på et tidspunkt i dit liv også skal klare dig selv. Og lige nu er den tanke ikke til at bære. Men jeg vil gøre mit aller bedste for, at du får den bedste start på livet. Den bedste start til at kunne stå på egne ben. En dag… Men for nu vil jeg bruge al min tid på at kramme og kysse dig.

Jeg har derfor lavet et lille brev til dig med nogle råd, som jeg håber du vil tage med dig.

Træk vejret – nyd nuet. Tag det roligt! Det skal nok gå…

Elsk! Omgiv dig med mennesker, du elsker – brug din tid på dem, der giver dig lige så meget tilbage, som du giver dem.

Tag dig sammen og gør det bedste du kan for dig selv. Du skal kunne mærke, at du lever!

Forelsk dig. Du vil blive såret og jeg vil hade, når det sker. Men du vil få det hele tilbage i tusindfold, hvis du tør tage chancen.

Respekter mennesker. Alle slags mennesker. Alle typer. Alle farver. Alle køn. Alle størrelser.

Bliv aldrig for voksen. Leg, fjol og grin så meget som hjertet begærer. Sjov og ballade har ingen alder.

Fejl. Det er okay at fejle. Dem lærer du af.

Spis dessert!

Sæt ikke håret i spikes med gelé. Det er ikke pænt.

Respekter naturen.

Du vil komme til at falde over bump på din vej – men jeg skal nok være der til at samle dig op igen.

Hvis du får din mors dobbelthage, så lær at elske den.

Snak med piger… Bare snak til dem. Det skal nok gå.

Der findes ondskab i verden, men du skal kvæle den med kærlighed og godhed.

Tag ansvar for dig selv og kend dine værdier.

Du skal kæmpe. Uanset hvad du kommer til at skrive på dit CV. Så er det måden at leve på, det handler om.

Dans! også selvom det ser fjollet ud.

Smil til dem du møder på din vej. Det smitter.

Lad være med at lave duck face.

Det er helt okay at høre ballader! Foreigner – I want to know what love is for fuld skrue eksempelvis. Eller “When a man loves a woman”. Der er mange gode!

Bland dig ikke i diskussioner med andre på de sociale medier.

Det er ok at græde til “the notebook”.

Det er ganske lige meget hvor du ender, hvis bare du kan sige, at du har været på vej.

Skid hul i resultater. Det er ikke dét, der definerer dig.

Vigtigst af alt skal du gøre det, der gør dig glad (men indtil du bliver 18, skal du også huske at høre efter din mor og far. Og gerne hele livet).

Og Husk så; din mor og far vil altid stå bag dig.

Men for nu skal du bare koncentrere dig om at holde dit hoved og lære at gå. Så skal du nok lære at holde hovedet højt en dag, min dreng.
Gem mit brev, og brug det som et klap på skulderen. Jeg er stolt af dig. Min Louis.

Husk på at far og mor altid vil elske dig.

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

Skriv kommentar