Fødsel Personlig

Lidt om nogle ting jeg gerne ville have vidst, inden jeg blev mor…

I forlængelse af gårsdagens – meget personlige – indlæg, nemlig min fødselsberetning, vil jeg nævne nogle ting, som jeg gerne ville have vidst inden jeg fødte. Vi har mulighed for at få hjælp til at forberede os godt og grundigt til fødslen – gudskelov. Men hvad med dagene efter fødslen? Selvom der står sundhedspersonale klar til at give dig en hjælpende hånd, er der alligevel nogle ting, som jeg gerne ville have været forberedt på inden.

Måske jeg er naiv, men det kom bag på mig, hvor meget du rent faktisk bløder efter en fødsel. Og i mange dage efter. Du finder det pludselig helt okay, at rende rundt i netunderbukser med gigantisk ble klistret fast deri.

Man kan have en følelse af, at man er blevet sparket, eller at alt er forstuvet i flere dage efter fødslen – ikke kun underlivet. Det er jo logisk nok egentlig. Kroppen spænder helt vildt, og du ligger i forskellige stillinger og bruger enormt mange kræfter.

Hvordan din mave føles, efter fødslen. Det havde jeg faktisk fået at vide. Men den føles virkelig mærkelig. Sådan svampet og helt hult.

At du hurtigt kan blive bange for både at grine, hoste eller nyse – og vil gøre alt for at undgå det. Det gør nemlig virkelig ondt down-under, når det sker…

At du får en følelse af angst over at skulle på toilettet de første gange – og at det er en god ide at vaske dig forneden i stedet for at tørre dig.

At både førstegangs- og flergangsfødende kan få efterveer. Og at de kan komme flere dage efter fødslen.

At det kræver arbejde, at få en amning til at køre.. jeg troede at det ligesom kom af sig selv.

At der kommer en dag efter fødslen, hvor du er helt ude af den følelsesmæssigt og græder over alt og ingenting. Det fik jeg at vide efterfølgende, at det var meget normalt med den “tudedag”.

At du kan holde den kørende på ren kærlighed, selvom du ikke får sovet flere dage i træk.

At det kan tage lidt tid at lære det lille menneskes signaler – og at du er enormt bange for, om du gør det forkert.

 

Følg endelig med på min InstagramFacebook og på Bloglovin hvis du har lyst.

Relaterede indlæg

Ingen kommentarer

Skriv kommentar